Vinkelprisme

Så er der spændende nyt udstyr til matematikundervisningen. Vi har indkøbt 3 vinkelprismer, som kan bruges, når man arbejder med opmåling af arealer udendørs. Prismerne er lidt dyre, så det gælder om passe god på dem.

Herunder findes en lille instruktion til vinkelprismerne. Jeg har også lavet en opgave, som sætter fokus på de forskellige dele af vinkelprismet. Du er velkommen til at bruge begge dele i dine forløb.

Vinkelprismerne skal bruges sammen med landmålerstokke og målebånd. Sig til, hvis du har brug for en hånd til at komme igang.

Ny trigonometri

Bogen Ny trigonometri af Svend Hessing har ligget på min hylde et stykke tid. Nu findes den også i en digital udgave, som man kan finde i MAT-fagteamets mappe på Teams.

Bogen indeholder en masse fine oplæg og opgaver om praktisk trigonometri. Der er både opgaver, som er egnede til at træne trigonometrien, men der er også rigtig meget fint stof, som man kan arbejde med, når man varmer op til trigonometri. Her tænker jeg på opgaver i opmåling af vinkler, ligedannethed og måling med forskellige metoder. Her finder du f.eks. opgaver, som sætter vores teodolitter i spil.

Hvis du vil se selve bogen, så findes den på min hylde med matematik-materialer. Sig bare til.

En lille snak om mål

På det seneste møde i fagteamet, i den sidst uge af skoleåret, talte vi om mål for og i undervisningen. Det var ikke et punkt på dagsordenen, men et af de mange emner, som kommer op, når man taler planlægning af undervisning, sådan som vi gør for tiden. Vi tager det op på et at de førstkommende fagteammøder efter sommerferien (2020), for emnet fortjener en dybere samtale.

Inden vi taler sammen igen, kunne det være rigtig godt, at vi alle orienterer os om, hvad rammerne er for arbejdet med mål, og derfor vil jeg meget anbefale, at du bruger lidt tid på, at læse lidt i det nye faghæfte for matematik, som udkom tidligere på året. Særligt vil jeg anbefale dig at dykke ned i Læseplanens kapitel 4, som handler om Fagets kompetenceområder og kompetencemål. I det kapitel kan man læse, hvad ministeriet forestiller sig, at vi sigter efter, når vi planlægger matematikundervisning.

Ministeriet har udarbejdet et skema, som kan bruges til at sikre sig, at man får arbejdet med alle de bindende kompetencemål i alle fagområderne.

Jeg har lavet en word-version, som du kan skrive i, når du planlægger de enkelte forløb til det kommende skoleår. Det er ikke tanken, at hvert enkelt forløb skal dække alle kompetencemålene, men at alle forløb tilsammen fra 7.-9. klassetrin skal. Jeg tror, at det kan være nyttigt at sigte efter, at arbejde med alle kompetencemål og stofområder hvert år.

Word-dokumentet findes i fagteamets mappe på Teams under Diverse. Du finder det let her. Husk at downloade en kopi, inden du bruger dokumentet.

Matematikbankens online rettesystem

Har du opdaget Matematikbankens online rettesystem? Det er ikke helt nyt, men måske har du ikke fundet det endnu. Jeg har selv netop opdaget det, og det ser rigtig spændende ud.

I rettesystemet kan du rette elevernes opgaver, give point som til eksamen og skrive kommentarer til elevernes besvarelse. Når du har rettet et sæt til en elev, kan du sende eleven et link til dine kommentarer, bedømmelsen og en facitliste. På den måde sparer du en masse papirarbejde. Samtidig opbygger du en liste over alle dine elevers resultater og får et overblik over hvilke matematiske områder, som er særlig udfordrende for dine klasser.

Kig på det og se om det er noget du kan bruge. Herunder er en kort video, som kan sætte dig igang med rettesystemet.

Ugens tabelmester

Jeg har bedt Anders om at dele en rigtig god idé med os alle sammen. Det handler om tabeller, noget som vi vist alle slås med.

Hvis du har en rigtig god idé, som du har lyst til at dele, er du meget velkommen til at kontakte mig og aftale nærmere.

RO

Gæsteblogger: Anders Holm

Formål:

At træne elevernes færdigheder i de små tabeller. Gangestykkerne forekommer i tilfældig rækkefølge og derved ikke en træning i at kunne remserne, men derimod at genkende regnestykker og/eller have en regnestrategi til hurtigt at nå frem til det rigtige svar.

Planlægning:

Alle elever har en computer og et tidsrum til deres rådighed. Jeg anbefaler man bruger 15-20 minutter som norm, men ved opstart kan det være en fordel med 25-30 min. da en del elever har rigtig svært ved tilfældige tabeller.

Opsætning:

Alle elever går ind på gangetabel.dk. Her skal eleverne oprette en ”Ny tabel” som er på 10*10 felter. Det gøres ved at man trækker i de knapper, som er til højre i bunden, én gang til højre. Så kan man se at der ovenfor vises et gitter med ti felter vandret og ti felter lodret. Herefter skal man gemme sin nye tabel på 10*10. I hovedmenuen trykker eleverne på 10*10 tabellen og de er nu i gang med tabeltræning.

Derudover skal læreren oprette/få en Excel fil, hvori alle elevernes navne er (kan hentes fra Intra som navneliste). Ligesåvel skal der være et felt, hvori man kan notere dagens tid og felter for de næste gange. Slutteligt skal der være et felt som udregner den procentvise forbedring fra hidtil bedste tid til den nye bedste tid.

Fremgangsmåde/didaktik:

Eleverne har nu tiden til at nå så mange gange gennem tabellen som muligt, hver gang de har afsluttet én – rækker de hånden op og læreren kontrollere og notere tiden. Alle tider noteres i undervisningen – MEN den bedste tid på dagen noteres i Excel arket.

Vindere:

Første gang dette afholdes er vinderen dén med den bedste tid. De efterfølgende gange er det den som har forbedret sig mest i procent. Det er altså vigtigt at man ikke fortæller eleverne at fokus efter første gang er på udvikling – da nogle derfor vil gøre sig dårligere for at vinde mere senere.

Links: Gangetabel.dk

Excel-ark

H5P

Opdagede du det? Hvis du deltog på fagteammødet for matematik i november, prøvede du et H5P-element uden at vide det.

H5P er en serie af små programmer, som kan bruges til at understøtte elevernes læring på forskellige måder. Du kan lave aktiviteter, som kan bruges til f.eks. træning, evaluering eller analyse. Elementerne kan bruges på mange måder, og kan f.eks. placeres i digitale tekster eller lægges ind som aktiviteter i meebook-forløb.

Der findes mange gode instruktionsvideoer påskoletube-guide, så det er bare at kaste sig ud i det. Del gerne dine erfaringer med os andre på fagteammødet. Sig til, så sætter jeg dig på dagsordenen.

Her er den aktivitet, som vi brugte på fagteamet. Den er lavet som Drag Text.

Arbejdsplaner i meebook

I denne video viser jeg et eksempel på en arbrejdsplan frem. Den er lavet i meebook og har allerede stået sin prøve på 7. årgang. I eksemplet viser jeg hvordan man kan sætte forløbet op, så eleverne kun får opgaver, som er relevante for netop dem på det niveau, som de arbejder på.

Stil endelig spørgsmål. Skriv gerne en besked på Aula, hvor jeg kan svare dig med kort varsel.

Nyt på boghylden

Jeg har været på indkøb hos Matematiklæreforeningens Forlag og hentet disse bøger hjem.

Folkeskolens prøver er hæfter med eksamensopgaver fra 2017 og 2018. Hæfterne rummer både 9. og 10. klasses opgaver samt opgaverne fra Grønland, som egner sig rigtig godt til 7. og 8. klassetrin her i Danmark. Der findes også fine vejledninger og facitlister og gode afsnit om den mundtlige eksamen og kompetencerne i hæfterne. Du må frit benytte kopier af hæfterne i din undervisning. Mange af opgaverne kan hentes digitalt på materialeplatformen, men altså ikke alle, og dem får du så adgang til her. Bortset fra at forlaget ikke lige har opdaget at det nu hedder eksamen og ikke prøver, så er de ret skarpe.

En halv time gør meget ved det er en bog fyldt med opgaver af forskellige typer, som tager en halv time at afvikle. Der er gode eksempler på åbne og undersøgende opgaver i alle mulige afskygninger og sværhedsgrader. Det er let at tage opgaverne med direkte ud i undervisningen.

Når bøgerne er stregkodede kan du låne dem på PLC. Det er vigtigt at du er kvik til at aflevere dem igen, så mange kan få glæde af dem, så snup en kopi eller 2 og så retur.

Hvis du ønsker dig materiale, som vi ikke har på hylderne, er du meget velkommen til at foreslå det. Giv mig (RO) besked, så skal jeg se hvad jeg kan gøre.

Tips og trix fra RO

https://www.skoletube.dk/group/TipsogtrixfraRO

På skoletube-kanalen Tips og trix fra RO kan du være heldig at finde videoklip, som du kan bruge enten til din forberedelse eller til din undervisning. Her ligger en stadig voksende samling af videoer, som jeg har produceret til hjælp for lærere og elever. Det handler hovedsageligt om IT og matematik. Der ligger blandt andet et par videoer til flipped classroom-undervisning og en håndfuld instruktioner til timeline-værktøjet.

Både elever og lærere har adgang til kanalen, og det er helt om at anvende videoerne i undervisningsforløb eller i klasserne.

Brug dem som du vil og sig til, hvis du har brug for nye. Måske er det noget, som jeg kan klare.

Virksomhedsstrategien i aktion

Link til download nederst i artiklen.

Virksomhedsstrategien 19/20 (VS) handler om 4 forskellige emner, og en af den er faglige resultater. En arbejdsgruppe har sammen med ledelsen sat mål for elevernes resultater, og især på matematikområdet er der brug for forbedring. Målene er høje, men ikke urealistiske, og de kræver, at vi lægger os i selen for at nå dem. Vi skal ikke undervise i at tage test og prøver, men skal i stedet understøtte elevernes læring, ved at arbejde systematisk ud fra det, som vi ved om de enkelte klasser og elever. Derfor har vi fokus på didaktiske tiltag, som giver gode muligheder for differentiering og understøtter matematisk tænkning.

Det er vigtigt, at vi alle er godt orienterede om virksomhedsstrategien og dens virkning på vores fagområde. Vi kan ikke hvile på laurbærrene, for der er noget, som vi skal rette op på, for at løfte de enkelte elever og derved nå skolens overordnede mål.