Talblindhed

Vi oplever ikke ret tit at undervise talblinde elever. Faktisk er kun cirka 1% af eleverne talbinde. Mange elever har matematikvanskeligheder, som opstår, når de ikke lærer det, som vi forventer, når vi forventer det, og derfor er et andet sted i deres forståelse, end vi forventer, når vi møder dem. Elever i matematikvanskeligheder skal hjælpes på en anden måde end talblinde elever, men kan sikkert have glæde af mange af de samme aktiviteter.

 

Talblindhedstest

I øjeblikket venter  vi på den nye talblindhedstest fra Undervisningsministeriet. Den skal gøre det muligt for os hurtigt og sikkert at konstaterer om en elev er talblind. Ind til den kommer, kan vi ikke selv stille “diagnosen”. På Campusskolen kan jeg som matematikvejleder screene eleven i en kortlægnings-test. Hvis jeg finder tegn på talblindhed, sender jeg eleven videre til skolepsykologen, som står for den endelige undersøgelse.

Hvis du har mistanke om at en af dine elever er talblind, kan du kontakte mig. Jeg kigger på deres testresultater og indkalder dem til en snak om matematik. Derefter beslutter vi, om eleven skal sendes videre til skolepsykologen.

Ungdomsuddannelserne

En talblind elev vil have meget svært ved at bestå eksamen efter 9. eller 10. klasse. Det betyder ikke, at de ikke kan optages på ungdomsuddannelserne. De skal ansøge på lige fod med de andre elever, også selv om de ikke umiddelbart opfylder karakterkravene. I note-feltet på deres ansøgning skal de skrive, at de er talblinde. Samtidig skal de afleverer dokumentation for talblindhed til UU, som vil eftersende den til uddannelsesstedet. Eleven vil efterfølgende blive indkaldt til en samtale, hvor uddannelsesstedet vil spørge ind til elevens talbindhed og vejlede eleven i studievalg. Eleven vil blive vejledt til at vælge en studieretning uden for meget matematik, og vil derefter kunne optages. Uddannelsesstedet vil kunne søge midler til at støtte eleven igennem uddannelsen.

Talblindhed er en udfordring på linje med ordblindhed. Vi kan endnu ikke hjælpe eleverne med kompenserende hjælpemidler på samme måde som ved ordblindhed, men det behøver ikke at stå i vejen for at man tager en uddannelse.

Undervisning af talblinde elever

Det er en særlig udfordring at undervise en talblind elev i matematik. Der findes endnu ikke så meget litteratur på området, men EMU har samlet en lille buket af nyttig viden her. Jeg kan især anbefale artiklen Der er forskel på talbindhed og matematikvanskeligheder.

Nordjysk Læse og Matematik Center, VUC&hf Nordjylland, Aalborg har lavet en rapport om deres erfaringer med undervisning af talblinde elever. I den findes blandt andet helt konkrete ideer til undervisningen. Den er god at blive klog af.

Skriv en kommentar