Om de afsluttende prøver

Emnet for det seneste Matematikfagteam-møde var De afsluttende prøver. Vi kiggede blandt andet nærmere på prøvevejledningerne til hhv. 9. og 10. klassesprøverne. Begge findes på Undervisningsministeriets hjemmeside. Jeg vil meget anbefale at man læser dem, uanset om man skal have elever op til prøverne i år eller ej. Skal man ikke have elever op i år, er der meget god viden, som kan bruges i forbindelse med den daglige undervisning, så eleverne bliver godt rustet til prøverne på den lange bane. Skal man have elever op i år, er der vigtig information, som man har brug for for at gøre sig selv og eleverne helt klar til prøverne.

Vurderingspyramiden

På mødet så vi nærmere på Vurderingspyramiden, som er et godt værktøj til at forstå hvad eleverne skal prøves i og hvordan de skal vurderes.

Den mundtlige prøve sigter især imod at eleverne skal vurderes på Niveau 3; Komplekse former for matematisk virksomhed. Etagerne i pyramiden angiver altså ikke eleverne faglige niveau, men i stedet den type af matematisk virksomhed, som de vurderes i. Elevernes faglige niveau skal i modellen forstås som hvor langt ind på gulvet eleven komme på de forskellige etager. Der er lidt at holde styr på, og det kan bestemt anbefales at se eksemplerne i vejledningen grundigt igennem, så man er helt inde i sagerne.

De skriftlige prøver sigter især mod at eleverne skal vurderes på Niveau 1; Reproduktion af færdigheder og viden og Niveau 2; Sammenhænge mellem begreber og procedurer. Ministeriet sikrer, at det sker, ved formulering af de skriftlige prøvespørgsmål til Matematik med og uden hjælpemidler.

Prøv!

Vi har stadig adgang til Matematikforeningens prøveoplæg til de mundtlige prøver Prøv!. Materialet rummer mange gode oplæg til opgaver, som kan danne grundlag for de mundtlige prøver. Da vi delte erfaringer med at bruge materialet, kom følgende gode råd frem:

  1. Vælg 2-3 deloplæg til hvert Prøveoplæg.
  2. Hold øje med at du får alle de faglige områder dækket, når du laver dine prøveoplæg.
  3. Vær opmærksom på at guide eleverne til at arbejde på niveau 3 i vurderingspyramiden, så de ikke fortaber sig på niveau 1-2.
  4. Hav gode suppleringsspørgsmål i baghånden, så eleverne kan reflektere og perspektivere. (Kunne man have regnet det ud på en anden måde? Hvad ville der ske hvis…, Er det altid sådan? osv.)

Vejledende karakterbeskrivelser

Det kan være en udfordring af give de rigtige karakterer til afgangsprøverne, og somme tider kommer vi ud for at vi er uenige med sensorerne om vurderingerne. Derfor kan det være rigtig godt at være helt klar på hvordan eleverne skal vurderes. tidligere har ministeriet udarbejdet en vejledning for enkelte af karaktererne på skalaen, men i år er der kommet en komplet oversigt over alle karakterernes betydning. Jeg kan stærkt anbefale at man finder den i den relevante prøvevejledning, og læser den grundigt igennem. Måske skal man endda tage dem ned til prøverne, og bruge den under selve vurderingen af eleverne.

Det gælder om at være godt rustet til prøverne, både de skriftlige og de mundtlige. Det bliver vi ved at holde os skarpe på formalia og hele tiden hjælpe eleverne på ret kurs, så de ved hvad vi forventer af dem og hvordan de bliver vurderet.

 

Skriv en kommentar